Portify

Image Widget

Video Widget

Ruskensnusk [def]:
En pærevælling af simple ingredienser i en gryde.
Billigt, velsmagende mad med masser af dejlige krydderier.
Genre inden for madlavning benyttet af gastronomiske
fattigrøve.
Nemt og sundt.

Find Us On Facebook

Popular Posts

Ruskensnusk med chili pickle og gul karry


Denne skønne og hurtige ruskensnusk appellerer til den eventyrnysgerrige tunge, da den bitre og stærke chili pickle vil træde igennem. Hvis du ikke bryder dig om chili pickle, eller ikke er voldsom eventyrlysten, kan denne ret sagtens spises uden. Chili pickle er meget stærk, så vær forsigtig når du bruger den, og smag dig frem. 

Hvad er chilli pickle?

De grønne chilier er blevet syltet med sennep, gurkemeje, eddike og fennikel og har en hel vidunderlig syltet bitter og stærk smag. Jeg har ikke kastet mig ud i selv at sylte, så jeg køber mine i en krukke hos Wajid, som er en Pakistansk købmand på Toftgårdsplads i Valby, men kig efter dem i etniske supermarkeder og kiosker. Alternativt kan chili pickles også købes på nettet.



Denne ret indeholder ikke kød, og du kan som sagt selv variere hvor stærk du synes den skal være. Derudover har jeg brugt Thailandsk gul karry pasta og østerssauce. Jeg holder af at købe karry pasta i store bøtter, men du kan også købe gul karry pasta i små størrelser i almindelige supermarkeder. Østerssauce kan købes i supermarkeder som Føtex, Kvickly eller Super Brugsen.

Opskrift på ruskensnusk med chili pickle og gul karry

Tid: 20 minutter Personer: 2 sultne voksne Pris: ca 30 kr

Ingredienser:

2 løg
1 rød peber
1 æble
champignoner 
broccoli
blomkål

(Mængden af champignoner, broccoli og blomkål justeres efter mængden af munde)


Krydderier og saucer

2-3 fed hvidløg knuste
1 skvæt Østerssauce
1-2 spsk Thailandsk gul karrypasta
2 tsk stødt koriander
salt og peber
1-2 spsk chili pickle (pas på! Den er stærk)
alternativt til chili pickle: 1 tsk stærk cayenne eller chili for at vække tungen.

Sådan gør du:

Skær alle grøntsager i mundrette stykker. Start med at opvarme olien i en gryde sammen med den gule karrypasta. Tilføj herefter løgene, sauter dem lidt og tilføj så resten af grøntsagerne. Tilføj kroiander, salt og peber og hvidløg. Rør rundt. Tilføj østerssauce og ca en halv liter vand. Tilføj til sidst chili pickle. Spis retten med ris hvis du synes den er for stærk og/eller med friske agurkeskiver.

Velbekommen

Continue Reading
Billig og lækker lasagne med linser

Lasagne er en meget populær ret at tilberede i vores hjem. Jeg elsker lasagne, og det gør de to drenge også. Desværre er lasagne en semi-dyr og omsonst ret at lave, så det bliver ikke så tit at jeg laver den. Det tager tid at lave den, og jeg nægter simpelthen at ty mig til Knorr eller at købe en færdiglavet mornay sauce. Jeg foretrækker at lave den selv - og når det går i rigtig højt gear, tilbereder jeg også lasagnepladerne selv i en low carb version. 

Jeg er altid på udkig efter nye og billigere måder at lave lasagne på - derfor blev jeg tiltrukket af ideen af at lave lasagne på linser i stedet for med kød. Jeg har før i tiden forsøgt mig med vegatarlasagne, græskarlasagne, avokadolasagne - alle med gode og mindre gode resultater. Men i denne uge skulle det altså afprøves med linser.


Hold da op den smager godt! Jeg havde forventet en lidt tør lasagne - men den her var saftig og lækker, og jeg savnede slet ikke kødet.

Sønnike spiste den med begejstring og vi endte med at have nok til to dage, så denne ret strakte altså til fire voksne og to børn med salat ved siden af. Lasagnen kom derfor til at koste under 10 kroner pr person.

Jeg hentede inspiration til opskriften fra Ciao veggies "Five ingredient lentil lasagne", og valgte at spice den op med krydderier, grøntsager og en lækker tomat-sauce. Jeg brugte gule moong linser, som jeg har købt hos Wajid på Toftegårds plads. Du kan købe moong linser mange steder - men pas på ikke at betale overpris. Jeg betalte ca 25 kroner for 1 kg.

Opskrift på nem og lækker linselasagne

Tid: 1 time       Personer: ca 5      Pris: 47 kroner

Ingredienser:

310 gram linser
en håndfuld frossen spinatkugler
½ glas grøn pesto
ca 9 lasagneplader
2 dåser hakket tomat
2 løg
2 fed hvidløg
½ squash
200 g revet ost


Krydderier: 

oregano
herbes de provence
chili
salt og peber 



Sådan gør du: 

Sæt linserne over i en gryde med vand. Pas på når vandet begynder at koge, da vandet vil skumme over. Lad linserne koge i ca. et kvarter, eller til de er bløde og kan spises i munden. Tænd for ovnen på ca 180 grader (varmluft). Tag spinatkuglerne op ad fryseren og lad dem tø nok op, så du kan mase dem flade. Evt. snyd lidt ved at sætte dem i mikroovnen i et par minutter.

Hak de to løg og skær squash i tern og sauter dem i en gryde. Tilføj tomater, krydderier og to fed pressede hvidløg. Hvor stor mængde krydderier du putter i - bestemmer du selv. Men hvis du laver børnevenlig lasagne, bør du nok holde lidt igen med chilien. Jeg tilsatte en stor mængde oregano, moderat mængde herbes de provence, en tsk chili, og smagte til med salt og peber.




Tag et lasagnefad eller et kvadratisk fad frem, det skal ikke være for stort. Start med at smøre lidt tomatsauce ud i bunden. Tilføj herefter lasagneplader, linser, tomatsauce, små skefulde af pesto og spinat hist og pist og ost. Læg et nyt lag af  lasagneplader osv. og fortsæt indtil du ikke har mere. Jeg holder typisk af at lave tre lag, men det bestemmer du selv. Slut af med en masse ost i toppen. 



Bag lasagnen i ovnen i ca 30 minutter og server med salat eller råkost til.

Velbekommen.




Continue Reading
Forfriskende ærtesuppe med mynte

I disse dage forsøger jeg at komme over jetlag efter en eventyrlig rejse til Thailand. Jeg har det altid mærkeligt i kroppen, når jeg har jetlag. Jeg føler mig lidt som en zombie, er tung i kroppen som om en influenza lurer om hjørnet og er sulten hele tiden med meget specifikke cravings. Et par typiske gengangere som cravings er altid popcorn og salat.

I dag sagde maven og en øm hals, at den ville have suppe. Derfor besluttede jeg at kaste mig ud i at lave en forfriskende ærtesuppe med mynte og kokos. Samlet pris på suppen er ca 14 kroner og den tager ingen tid at lave. Du skal bruge en håndblender, når du tilbereder suppen.

Ærtesuppen er glutenfri, laktosefri, vegansk og forholdsvis lav på kulhydrater. Dog, hvis du spiser efter LCHF har denne opskrift for mange kulhydrater og for lidt fedt.

Opskrift på forfriskende ærtesuppe med mynte

Tid: 10 minutter  Personer: 2     Pris: 14 kroner


Ingredienser: 

250 gram frosne ærter
1 liter kogt vand
2 buillonterninger (grøntsag)
1 mini dåse kokosmælk
2 forårsløg hakkede

Krydderier: 

2 fed hvidløg hakket
5 blade mynte eller en halv håndfuld tørret mynte
et drys chili
salt og peber
et skvæt citron- eller limejuice


Sådan gør du:

Start med at koge en liter vand. Når vandet har kogt hælder du det over i et målebæger, der kan holde en liter og tilsætter to terninger med buillon.
Hak forårsløg og hvidløg. Sæt en gryde over med lidt olie. Jeg kan godt lide at bruge kokosolie, men du kan bruge, hvad du har.
Sauter løgene og tilsæt herefter ærterne. Rør rundt. Tilsæt buillonvandet. Start med en halv liter. Du skal ikke bruge alt vandet men regn med at ende med at bruge ca 750 ml. Arbejd dig op, efterhånden som du smager suppen til. Tilsæt salt, peber og kokosmælken. Bring suppen i kog. Blend suppen. Jeg kan godt lide at der er klumper i min suppe - men det bestemmer du selv.
Tilsæt mynte (hvis du har hele blade skal du hakke dem fint), limejuice og chili.
Smag til og server.

Jeg spiste suppen med salat. Faktisk blev jeg så vild med suppen, at jeg også brugte den som dressing ovenpå salaten. Men du kan også spise suppen med brød.

Velbekommen.
Continue Reading
Linsesuppe i Sverige



Forleden var jeg en tur over sundet for at besøge min veninde Angelika. Angelika bor ude på landet i et lille hus med stråtag omkranset af vildtvoksende planter, høns, urter og en køkkenhave. Angelika og jeg holder af at lave mad sammen. Vi kappes tit om fantastisk sjove ruskensnusk opskrifter og inspireres af hinandens madlavning - for selvom vi laver mad på samme måde bruger vi meget forskellige ingredienser.

Angelikas køkken er ligesom mit - fyldt til randen med krydderier, saucer, tørrede linser, kogebøger, gryder og masser af farver.



I efterårets ånd besluttede Angelika at lave sin berømte linsesuppe til mig. Hun har stjålet det meste af opskriften fra kogebogen "Vintermat" af Sanna Töringe. Linser er en billig og mættende hovedingrediens at bruge i mad.  I denne opskrift har Angelika brugt chana dal (flækkede kikæreter) men almindelige linser kan også bruges hvis du ikke kan skaffe chana dal. Jeg plejer at købe linser, flækkede kikærter og tørrede bønner hos Wajid, som er en Pakistansk købmand på Toftgårdsplads i Valby - men flere købmand af anden etnisk herkomst har dem også på lager. Samlet pris for linsesuppen lander på 13,5 krone i alt.

Opskrift på Angelikas linsesuppe

Tid: 1 time og 40 min Personer: 2-3 voksne mennesker Pris: 13,5 kr

 

Ingredienser: 

200 g linser eller chana dal
1 løg, hakket i tern
2 fed hvidløg, hakket
1 dåse hakkede tomater
1 dåse tomatpure
1 liter vand
2 buillonterning (fx grøntsagsbuillon)

Krydderier:

korianderfrø
spidskommenfrø
en tørret chili eller hvad du nu har af chili på lager (pulver, frisk, tørret etc.)

Sådan gør du:

Start med at skylle linserne i et dørslag.
Tag en morter frem  og hæld spidskommenfrø og korianderfrø ned i skålen. Knus frøene med morteren. Hæld lidt olie i en stor gryde og start med at svits frøene i olien sammen med løg og hvidløg. Tilføj linser, dåserne, vand og buillonterning. Tilføj chili (start med lidt og arbejd dig op efterhånden som suppen simrer og du smager til). Lad suppen simre en time til halvanden. Spis evt med brød.

Velbekommen.



Continue Reading
Rødbededeller og sprød tangsalat med linser



Efteråret byder på en række rodfrugter, beder og knolde, der efterhånden kommer i supermarkederne til få penge. En af dem er rødbeder, som jeg forleden fandt en pose i Netto til blot 6 kroner.

En af mine favoritsteder at spise, når jeg skal hygge mig, er Atlas bar som ligger midt i København. Jeg er ikke komme videre i menukortet end deres rødbededeller. Ikke fordi deres deller er "to die for", men det er mere tangsalaten som medfølger, som smager himmelsk. Kombinationen af tang og linser sammen med rødbede er virkelig lækker.

 Da jeg så rødbedeposen i Netto, blev jeg enig med mig selv om, at nu skulle det være nu, at jeg prøvede selv at lave deller og tangsalat derhjemme. Tangsalat er jo lidt dyr - men når rødbededellerne sammenlagt ikke kom over ti kroner for tre personer, eller to personer plus nok til to til frokost, bliver det sammenlagt en rigtig god middag til få penge. Og så er den glutenfri, laktosefri, vegansk, til dem som har lyst til at vide det :)

Opskrift på rødbededeller

Tid: 40-50 min Antal personer: 3 sultne pris: 10 kr (mindre hvis du benytter alm. mel).






Ingredienser:

1 meget stort æble eller 2 normale
4 rødbeder
4 kartofler (normal størrelse)
1 løg
ca. 4 dl majsmel
3 fed hvidløg revet

Krydderier:

Chili, salt og peber efter temperament og behov

Sådan gør du:

Start med at finde en minihakker eller foodprocessor frem. Riv alle grøntsagerne/frugterne og tilføj dem i minihakker/foodprocessor lidt efter lidt og herefter over i en stor skål. Hæl majsmel i lidt efter lidt, så du holder øje med balancen i delledejen, så den hverken er for tør eller for våd. Tilføj krydderier.  Steg dem på en pande indtil de er crispy. Jeg lavede dem rigtig dejlige store, så de faktisk blev rødbedebøffer. De smager også rigtig godt dagen efter på madpakken.



Opskrift på tangsalat med linser

Tid: 10 minutter (kan tilberedes mens du steger deller) Personer: 3 som tilbehør Pris: 25-30 kroner



Ingredienser:


1 pakke tangsalat
1 ½ dl grønne linser
4  gulerødder
sesamfrø

Start med at tø tangsalaten op i god tid. (Ellers sæt pakken i vand). Sæt linserne over og lad dem koge i et stykke tid. (Hold øje med gryden, når vandet begynder at koge, da linseskummet vokser kraftigt.) Når tangen er tøet op, åbn pakken og hæld tangen i en skål. Skræl gulerødderne og skær dem tynd i julienne. Hvis du ejer en spiralizer kan du også med fordel bruge den. Når linserne er færdige, hælder du vandet fra og blander med salaten. Slut af med at drysse med sesamfrø.

Velbekomme.



Continue Reading
Vegansk "butter" blomkål med indisk krydret hvidkål




Denne ret er så lækker at den smelter i munden. Jeg havde ikke troet at en vegansk udgave af den indiske butter chicken - og så endda uden butter, kunne smage så lækkert. Denne ret er meget smagfuld og har lave kulhydrater - især hvis du vælger at spise den uden ris men f.eks. med krydret indisk inspireret hvidkål, som jeg gjorde. Du kan finde opskriften på begge dele her i indlægget.



Retten er utrolig billig at lave og indeholder meget få ingredienser - men den kræver desværre en større samling af krydderier. Hvis du ikke har så mange krydderier i din samling - skal du dog ikke fortvivle. Dette er ikke en facit til at nå frem til den helt rigtige "butter blomkål". Hvis du f.eks. ikke har garam masala men i stedet har spidskommen eller koriander og kanel, kan du med fordel skabe en rigtig god blanding af to af de tre.

Med denne ret kan du nemt komme galt afsted med chilien. Så hvis du ikke er til stærk med, bør du skrue meget ned for chilien, da den trænger godt igennem. Jeg blev inspireret til butter blomkålen via dette link. Derudover fandt jeg inspiration for hvidkålen her.

Hvis du hverken er til blomkål eller hvidkål, vil jeg gerne udfordre dig. For denne ret smager himmelsk, og slet ikke som de konventionelle forestillinger man typisk har om de to ingredienser.

Sådan laver du "butter blomkål"



Du skal bruge blomkål (jeg brugte ikke et helt hoved - men det er din egen vurdering, alt efter hvor mange mennesker du laver mad til), en dåse kokosmælk, et løg og noget limejuice eller citronsaft.

 

Af krydderier skal du bruge chili, lidt frisk ingefær, lidt hvidløg, en lille dåse tomatpuré, stødt spidskommen, gurkemeje, stødt koriander og kanel. Hvis du vil, og har det på lager, kan du også bruge Garam Masala.

Du går først i gang med at tilberede "butter" sovsen. Hak et løg i småstykker og vend det i varm olie i en mindre gryde. Rør rundt i lang tid til løgene nærmest er karamelliseret (ca 10 minutter). Tilsæt hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt krydderierne og tomatpureen og rør rundt. Få saucen til at koge, og sænk varmen og lad den simre.

Nu skal du tilberede blomkålen. Start med at tænde for ovnen til ca 225 grader. Skær blomkålen ud i små buketter og fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Nu skal du krydre blomkålen. Hvis du har garam masala kan du krydre dem med det sammen med lidt chili (pas på!) og spidskommen og evt koriander. Du kan også kaste dig ud i paprika og kanel. Kun fantasien sætter grænser.

 

Dryp blomkålen med olie, citronsaft og salt, når ovnen er parat lader du blomkålen bage i ca 20 minutter.

Gå tilbage til saucen og rør rundt indtil den bliver tyk. Tilsæt kokosmælken og lidt salt. Smag til.

Når blomkålen er færdig vender du blomkålen i saucen, og server - uden noget, med ris, med neutralt salat eller med efterfølgende indisk krydret hvidkål. Se den fulde opskrift på butter blomkål nederst i indlægget.



Sådan tilbereder du indisk krydret hvidkål




Du skal bruge hvidkål, lidt frisk ingefær, hvidløg og chili hvis du lyster. Om det skal være stødt chili, en tørret en af slagsen eller ligefrem en frisk chili, bestemmer du selv. 



Af krydderier skal du bruge cayenne (chili er også ok), gurkemeje, spidskommen, garam masala og sennepsfrø. Derudover skal du også bruge noget til at gøre retten sød. Det kan være sukker, honning eller sirup (jeg brugte sirup).


Tag en kæmpe bred gryde eller sauterpande og opvarm olie heri. Når olien er varm tilsætter du sennepsfrø og lader dem syde. Efter et stykke tid tilsætter du hvidløg og gurkemeje. Herefter tilføjer du hvidkål i strimler og resten af krydderierne og rører godt rundt, som du ville hvis du lavede wok. Du vil gerne ende med at hvidkålen bliver rigtig dejlig crunchy.

Smag til med honning, sirup, sukker og evt citronsaft. Find den fulde opskriften nederst i indlægget.

 

Opskrift på "butter" blomkål 

Tid: 40 minutter Antal personer: 3 Pris: ca 25 kroner  

Ingredienser:

  • olie
  • blomkål (3/4 hoved ca) i buketter
  •  1 hakket løg
  • 4 fed hvidløg (finthakket)
  • 1 spsk revet frisk ingefær
  • citronsaft eller limejuice, 2 spsk
  • 1 lille dåse tomatpuré
  • 1 dåse kokosmælk

Krydderier:

  • stødt spidskommen, 1 knivspids
  • chili, 1 knivspids
  • gurkemeje, 1 tsk
  • kanel, 1 knivspids
  • stødt koriander, 1 tsk
  • evt garam masala

Sådan gør du

Opvarm olie i en lille/medium gryde. Tilsæt løg og rør rundt og de nærmest er karamelliseret. Tilføj hvidløg og ingefær og rør rundt. Tilsæt chili (pas på!), gurkemeje, koriander, spidskommen og kanel og rør rundt. Tilsæt tomatpuré. Rør rundt. Få saucen til at koge og skru herefter ned for blusset og lad den simre, mens du af og til rør rundt.

Tænd ovnen for 225 grader. Fordel blomkålen i buketter på en bageplade beklædt med bagepapir. 

Drys med krydderier. Drys med olie, salt og citronsaft. Sæt blomkålen i ovnen og bag i ca 20 minutter.

Når saucen er tyk tilsæt kokosmælk og smag til med sukker og salt. Når blomkålen er færdig vendes buketterne i saucen.  

Opskrift på indisk krydret hvidkål

Tid: 10 minutter personer: 3 Pris: ca 10 kroner

Ingredienser:

  • hvidkål (mængde efter temperament) (jeg brugte ca et kvart)
  • frisk ingefær, 1 spsk revet
  • hvidløg, 5 fed i tynde skiver
  • noget der søder: honning eller sirup, evt sukker
  • citronsaft, 2 spsk
  • olie

Krydderier:

  • cayenne eller chili, 1 tsk eller mindre
  • gurkemeje, 1 tsk
  • sennepsfrø, 2 tsk
  • garam masala, 1 tsk
  • spidskommen, 1 knivspids
Sådan gør du
Start med at skære hvidkålen i strimler. Opvarm olien i en stor bred gryde eller sauterpande.
Tilsæt sennepsfrø i den varme olie, lad sennespfrøene syde i et minut.
Tilsæt hvidløg og gurkemeje. Sænk varmen til medium og rør rundt i et minut.
Tilsæt hvidkål, chili, spidskommen, garam masala og lidt salt. Rør rundt og smag til med noget sødt og citronsaft.

Follow my blog with Bloglovin
Continue Reading
Sådan opbygger du et basislager af krydderier


Det kan være noget af en jungle at finde hoved og hale i krydderier. Især hvis man ikke har den store erfaring med dem. Da jeg selv begyndte at lave mad, viste krydderierne sig som noget af en åbenbaring for mig. Jeg fandt ud af, at med ganske få ingredienser - men til gengæld tilsat lækre krydderier, kunne jeg fremtrylle lækre retter - og bedst af alt: For næsten ingen penge. Særligt efter jeg kom hjem fra Indien efter at have backpacket i en måned, fik jeg for alvor lyst til at stifte bekendtskab med endnu flere krydderier.

Opskrifter med masser af krydderier kan gøre enhver rundtosset


Før i tiden blev jeg rundtosset, når jeg skulle læse en opskrift med en del krydderier i. Jeg fandt dog ud af, at ved at scanne opskriften og sortere krydderierne fra, var der typisk ikke mere end tre ingredienser i retten. Og så var det pludselig meget nemt at gå til.

Den lange liste af krydderier kan få enhver til at tabe pusten. Jeg lærte hurtigt, at selvom krydderier er alfa og omega i en billig velsmagende ret, behøver det ikke nødvendigvis lige præcis at være de krydderier, der er listet i opskriften. Man kan nemt substituere den ene krydderi med en anden - så længe man har styr på, hvilke krydderier hører til hvilket køkken.

Netop på grund af det uoverskuelige, forsøger jeg så vidt muligt her på bloggen at adskille ingredienser og krydderier fra hinanden, for at gøre det så nemt og tilgængeligt som muligt.

At komme ind i krydderiernes verden tager tid. Jeg har i dette indlæg forsøgt at forklare krydderier og indkøb af disse i tre niveauer. Med kun ganske få krydderier, kan du hurtigt starte og lave mad fra det indiske, italienske, mexikanske og thailandske. Bare for at nævne nogle få lande. Du kan også selv springe ud i det og blande krydderier sammen i en gryde og skabe din helt egen ruskensnusk.

Her er en lille vejledning til stille og roligt at opbygge dit eget basislager af krydderier.

Niveau 1: Chili, stødt koriander, oregano, stødt spidskommen og madras karry



Til at starte med vil jeg anbefale dig at anskaffe disse fem krydderier. De findes i enhver butik, men jo mere etnisk butikken er - jo billigere er det. Derudover har jeg også set disse krydderier og en hel del andre i Tiger-butikker og Søstrene Grene.
Det er vigtigt at din chili er stærk. Så ikke noget med at købe en mild chili, der ikke smager af noget. Karryen skal være mørkegul og hedde Madras. Ikke noget med at købe den svage gule karry vi kender fra "Kylling i karry". Det kan vi ikke bruge til en dyt.
Du skal ikke snyde dig selv for korianderen. Der er ingen sammenligning med den friske koriander - så derfor skal du ikke gå en stor bue omkring dette krydderi, selvom du måske ikke bryder dig om den friske koriander. Det gælder også korianderfrø.
Med disse fem krydderier er du godt kørende. Du kan lave en pragtfuld velsmagende spaghetti med kødsovs. Du kan lave superlækker chili con carne eller anden mexikansk kødret uden at tilføje den dyre krydderimix, som supermarkeder lokker med. Du kan lave yderst delikat billigt indisk mad. Der er til pizza, avanceret gnocci, lækre tomatsaucer og andre italienske retter. Og der er til peppe selv de mest kedelig frikadeller op.
Mens jeg skriver dette, er jeg lige kommet i tanke om, at jeg ikke har taget et billede af hvidløg. Du skal selvfølgelig (næsten) altid have hvidløg i din mad. Det smager fantastisk og er meget sundt. Så husk hvidløg i din mad.

Niveau 2: Basilikum, timian, gurkemeje og frisk ingefær


 

I andet niveau tilføjer du lidt flere krydderier til det italienske og franske køkken. Derudover vil den gule gurkemeje give dig flere indspark i indiske retter og med ingefær tilføjer du en dimension, der vil give dig flere friheder i det generelle asiatiske køkken. Ingefær er meget sundt - men brug det med måde. For det er nemlig meget stærk og derfor ikke særlig børnevenligt.  

Et par ord om herbes de provence


 

For at spare penge kan du i realiteten lade være med at købe basilikum, timian og rosmarin og i stedet købe en pose herbes de provence. Jeg vil dog til enhver tid anbefale at bruge herbes de provence som supplement ved siden af oregano og basilikum, da du ikke vil gå glip af oreganoens fylde og basilikummens sødme i italienske og franske retter.

Niveau 3: Sennepsfrø, rosmarin, kanel, spidskommenfrø, korianderfrø og garam masala



På tredje niveau venter fantastiske smagsoplevelser. Du vil sikkert undre dig over, hvorfor i alverden jeg har listet kanel på tredje niveau. Alle har da kanel i køkkenet? Ja - men det er oftest noget, danskerne bruger i december med mindre trangen til at bage kanelsnegle falder over dem. Kanel bruges også i det indiske og mexikanske køkken og smager fantastisk sammen med chili og spidskommen. 
Du vil sikkert også undre dig over, hvorfor jeg har nævnt spidskommen og koriander igen? Her er der tale om frø, som smager lidt anderledes end de stødte pulveriseret, vi ellers køber. Man benytter frøene anderledes i retten. 
Garam masala kommer du til at benytte i indiske retter, som har en karakteristisk sødlig smag, som du finder i chai-latte, hvis du har smagt dette.

Alle disse krydderier bør indgå i dit basis krydderilager, men indkøb det lidt efterhånden og i niveauer. 

Velbekommen





Follow my blog with Bloglovin
Continue Reading
Velsmagende lowcarb børnevenlig blomkålspizza


Blomkål er jo nærmest blevet en mode-grøntsag, det seneste år. Og det er med rette. Blomkål er en super erstatning for ris, mel og pasta, når man blender, ælter eller koger den. Det er supersundt, og den karakteristiske lugt af prut forsvinder, når man begynder at lege med kålen i køkkenet. 

Blomkålspizzaen er altid et hit herhjemme for den 10-årige. Det er en alletiders måde at snige flere grøntsager ind i et måltid. 

Både jeg og manden har eksperimenteret en del med blomkålspizza - men i aftes kom jeg frem til en rigtig god kombi. En dej lavet på blomkål kræver lidt kreativitet, da toppingen for alt i verden ikke må være våd. Det betyder nix til spinat, rå champignoner, tomatsauce mm. 

Der findes et væld af opskrifter på blomkålspizzadej. Jeg har set en spændende en med mandler i Green Kitchen Stories, en i Familiens Low Carb favoritter, der minder meget om denne, men jeg synes nu at Jane Faerbers Blomkålspizzadej;er den nemmeste og lækreste. Jeg har ikke afviget voldsomt fra denne opskrift udover at jeg har tilsat krydderier i større mængder.

Hvis du spiser den med salat er det nok til 3 mennesker. 

Når du tilbereder pizzadejen skal du benytte en foodprocessor.

Opskrift på blomkålspizza med røget skinke og ristede champs

Tid: ca 40 minutter antal pers: 2-3 mennesker pris: 50 kr

Dej:
400 g blomkål (svarende til en kvart til en halv blomkål alt efter størrelse)
2 æg
130 g revet ost
masser af oregano og/eller herbes de provence
2 spsk loppefrøskaller

Fyld:
En dåse koncentreret tomatpure
100 g revet ost
en pakke ålrøget skinke (ca 100-150 g)
250 g champignoner (ristet i en smørklat)
to fed pressede hvidløg
flere krydderier: salt, oregano, herbes de provence

Tænd for ovnen på 200 grader. Hæld blomkålen i en foodprocessor og mal den godt, så den bliver hel fin. Hæld massen over i en stor skål. 
Tilsæt æg, ost, loppefrøskaller. Rør rundt. 
Hæld en masse oregano i. Rør rundt. 
Tag en bagepladefrem og beklæd den med bagepapir. 
Hæld pizzadejen ud på bagepladen og tag en ske og fordel den så den bliver en stor og jævn firkant på pladen.
Sæt dejen i ovnen og bag den i ca 14 minutter eller til den er gyldenbrun og lækker.

Skær champignoner i skiver og rist dem på en pande med en smørklat og hvidløg. Når dejen er taget ud og kølnet en smule af smører du dejen med tomatpure. Pak skinken ud, riv den i strimler og fordel den pænt udover dejen. Fordel de ristede champignoner på dejen. Fordel osten og slut af med at drysse salt og krydderier på pizzaen.
Kom pizzaen tilbage i ovnen og giv den yderligere 5-10 minutter.

Velbekommen.





Continue Reading
Glutenfri gulerodsboller


Det er så hyggeligt at stå op om morgenen i weekenden og bage boller. Men trangen til boller opstår typisk meget pludseligt - det gør det ihvertfald for mig. Så derfor er jeg altid irriteret over den lange hævetid. I morges bagte jeg dog disse supernemme og lækre boller - uden hævetid, uden gær og uden gluten. 

Bollerne her er væsentligt dyrere at bage end almindelige boller. Almindelige boller indeholder hvedemel og gær - og disse indeholder et væld af specialmel og loppefrøsskaller. Men når det så er sagt, synes jeg at bollerne ligger i den billige ende af slagsen indenfor kategorien glutenfrit brød. 

Jeg har hentet opskriften (med et par ting jeg har ændret) fra kogebogen Den glutenfri kogebog. Bogen er skrevet af Anette Harbech Olesen, som fører et spændende madunivers på Mad for livet. Her skriver hun om mad og sundhed og sammenhængen mellem mad og godt helbred.

Jeg har købt boghvedemel i Super Brugsen, og majsmel købes meget billigt i Rema 1000.  (I denne opskrift har jeg brugt den fine mel og ikke den grove - begge føres i Rema 1000). 
Loppefrøsskaller er meget dyre - men en gang i mellem kan du finde dem på tilbud i Netto eller Matas. Regn med ca 45 kroner for 200 gram.
I denne opskrift har jeg valgt at bruge en overvægt af havregryn. Det er billigt og spændende at eksperimentere med at lave mel ud af havregryn. 

Opskrift på glutenfri gulerodsboller

Tid: 20 minutters tilberedning, 35 min. i ovnen antal: giver ca 10-12 boller pris: ca 16 kr

Du skal bruge: 
15 g loppefrøsskaller
½ liter lunken vand  (hellere varmere end for koldt)
150 g revne gulerødder
100 g majsmel
100 g havregryn
100 g havregrynsmel (havregryn kværnet fint i eksempelvis en minihakker)
100 g boghvedemel
lidt salt

Start med at røre loppefrøsskaller og vand sammen i en stor skål og lav massen trække i 15 min. Tænd ovnen på 200 grader. 
Efter 15 minutter piskes loppefrøsmassen med en håndmixer. 
Kværn havregrynsmelet og tilsæt alle ingredienser. Tag en bageplade frem og put bagepapir på den. Gør dine hænder våde og form bollerne i den størrelse du synes de skal være. De vokser ikke synderligt i ovnen. 
Pensl bollerne med lidt olivenolie og sæt bagepladen i ovnen i ca 35 minutter.

Velbekommen.


Continue Reading
Ruskensnusk med oksekød og gurkemeje


Her kommer en af de hurtige! Oksekød er altid let at arbejde med, og det behøver ikke at være den klassiske spaghetti med kødsovs. Denne ret, oksekød og gurkemeje, er utrolig nem og fleksibel - idet du simpelthen kan tilføje, hvad nu end du sidder inde med i køleskabet af grøntsager. Til denne ret brugte jeg gulerødder, frossen spinat, løg, peberfrugt og forårsløg. 

Som noget nyt skal du bruge soya og gurkemeje. De fleste kender gurkemeje, som det der lidt mærkelige gule krydderi, som gør retten gul, men som egentlig ikke smager af noget. Den indstilling til gurkemeje har jeg selv haft i rigtig mange år - indtil jeg fandt ud af, at jeg skulle være yderst liberal med den. Når du tilføjer en masse gurkemeje i retten - giver den en særlig bitter smag, som bliver fremhævet noget så dejligt i denne ret. 

Find opskriften nederst på siden.


Først bruner du 400-500 gram oksekød i en stor, bred gryde, mens du hakker grøntsager. Jeg brugte en håndfuld hakket spinat, en gul peberfrugt, to gulerødder, et bundt forårsløg og et stort rødløg. Start med at tilføje et hakket løg, gulerødder - og efter lidt tid gul feberfrugt og forårsløg. Rør rundt og tilføj spinat.


Til denne ret brugte jeg stærk cayenne (chili kan også bruges), gurkemeje, stødt koriander, to fed pressede hvidløg, soya sauce og mushroom sauce. Jeg har købt mushroom sauce hos Kakshiti food import - men andre butikker, der forhandler med indkøbsvarer fra Thailand, har den også. Det er ikke en katastrofe ikke at sidde inde med mushroom sauce - men der skal noget sødt i retten for at balancere bitterheden og det stærke element, du får fra chilien. Prøv dig frem med fx. sirup eller ganske almindelig honning. Hvis du en dag falder over mushroom sauce på din vej, skal du endelig købe det. Den smager ganske enkelt vidunderligt. Tilføj krydderierne i gryden.



Tilføj masser af vand. Jeg tilføjede ca tre glas. Lad retten simre. Mens du koger vand til spaghetti og gør spaghettien klar til spisning. 

Server retten i en dyb skål ovenpå spaghetti. Mums. 

Velbekomme.

Opskrift: Ruskensnusk med oksekød og gurkemeje

Tid: 20 minutter Antal personer: 3 sultne voksne mennesker  Pris: ca. 42 kroner (Det kan blive lidt mere eller lidt mindre -  afhængig af tilbud og den kvalitet, du ønsker oksekødet skal være i.)

Kødsauce:

400-500 g oksekød
et stort løg
et halvt bundt forårsløg
to gulerødder
en gul peberfrugt
en håndfuld frossen spinat

spaghetti

Krydderier til kødsauce:

to fed pressede hvidløg
soya
gurkemeje
stødt koriander
mushroom sauce/honning/sirup
stærk cayenne/chili
salt og peber

Sådan gør du:

Start med at hælde oksekødet i en gryde og steg det, mens du hakker og tilberede grøntsager. Skær dem i bidder i en størrelse, du kan lide. 
Sæt en gryde vand over til at koge til spaghetti.
Når kødet er brunet tilføjer du løg, rører rundt og herefter gulerødder. Rør rundt.
Tilføj gul peberfrugt.
Tilføj forårsløg.
Tilføj spinat.
Tilføj soya, koriander (ca 2 tsk), gurkemeje (ca 2-3 spsk eller mere), to fed pressede hvidløg, chili (du bestemmer selv hvor stærk den skal være), lidt salt og peber. Tilføj 2 spsk mushroom sauce eller honning. 
Tilføj 3 glas vand.
Lad gryden simre, mens du koger spaghetti. 
Smag retten til. 
Server i en dyb skål ovenpå spaghetti.






Continue Reading
Supernemt og lækkert foccacia



Jeg har bagt som en gal i denne uge. I aften skal jeg huse 45 mennesker i mit hjem, og har derfor haft travlt med at forberede lækre salater, mezze og madbrød.

Jeg er ikke den store bager. Faktisk hader jeg at bage. Jeg kan ikke lide at der altid på magisk vis kommer dej udover det hele som er umuligt at få af og mel på tøjet. Men bagning er jo rigtig billigt, og så kan jeg selv bestemme lækre ingredienser og smagsvarianter i brødet.

I denne uge har jeg bagt Angelikas "whatever-you-like" madbrød (opskrift senere) og fire varianter af denne dejlige foccacia. Jeg har snuppet opskriften fra en artikel fra Politiken, da jeg skulle bage og googlede mig frem til en overskuelig opskrift på madbrød. Så faldt jeg over denne, som er så nem at jeg ikke engang behøver at røre dejen - eller at hælde den ud på bordpladen.

Fire varianter af foccacia


Jeg bagte fire forskellige foccacia. En med soltørrede tomater (billedet), en med frisk rosmarin, en med frisk rosmarin og tørret herbes de provence og en med røget paprika og røget salt. I princippet er det kun din fantasi, der sætter grænser, når du skal give brødet smag.

Opskrift på supernem, lækker foccacia



Tid: tilberedning af dej 10 min, hævning 6 timer, ovn 25 min pris: ca en flad femmer pr brød

Ingredienser:

en halv pakke gær (25 gram)
1 ½ spsk sukker
1 ½ spsk salt
2 spsk olivenolie
5 dl vand
600 gram hvedemel
lidt mere olivenolie (til pensling)
salt til at drysse på overfladen
krydderier til smag

Sådan gør du:

Start med at gøre plads i dit køleskab, da dejen skal hæve på køl i seks timer og hæver på en kæmpe bageplade.
En halv pakke gær smuldres i små stykker i en stor skål. Tilføj lunken vand. Rør rundt med ske.
Tilføj sukker, salt og olie. Rør rundt.
Tilføj 300 g mel. Rør rundt.
Tilføj 200 g mel. Rør rundt.
Tilføj 100 g mel. Rør rundt. 
Sørg for at røre godt rundt så alt bliver blandet.
Tag en bageplade med bagepapir frem.
Hæld dejen over på bagepladen ved midten og fordel dejen så den danner en stor, bred og fin klump.
Pensl overfladen med olivenolie.
Vælg krydderi. Fx hvis du vælger soltørrede tomater, klipper du tomaterne i fine stykker og stikker i dejen. Hvis du vælger et tørret krydderi drysser du liberalt henover dejen. 
Slut af med at drysse med masser af salt.
Sæt dejen i køleskabet i seks+ timer.
Når du er klar til at bage brødet, tænder du ovnen på ca 180-200 grader (varmluft). Når ovnen er klar, bager du brødet.
Et voila. Lækkert og billigt madbrød.

Velbekommen







Continue Reading
Hvidløgsgnocci i krydret tomatsauce

Jeg elsker hvidløg! Så meget at mine venner driller mig med at jeg burde hedde hvidløg til mellemnavn. Alt hvad jeg kan snige, hvidløg ind i, gør jeg gerne. For mad smager bare bedre med hvidløg. For en uge siden var jeg i Sverige for at besøge min veninde Angelika, og vi blev enige om at kaste os ud i at tilberede gnocci. Alt, hvad der hedder frisk pasta, gnocci osv. har jeg altid gået en stor bue udenom, da jeg har troet, det var frygtelig svært at lave. Det er det faktisk ikke. Den gnocci Angelika og jeg præsterede at lave, smagte dog ikke af noget. Så jeg besluttede mig i denne omgang at tilføje hvidløg. Sikke en verden til forskel. 
Gnocci er såre simpelt at lave, men det tager lidt tid. Dejen består af kogte kartofler, et æg, lidt hvedemel, lidt olie og krydderier. Du kan selv spise det med lige præcis den sauce, du har lyst til. Særligt populært er pesto. I dag har jeg lavet det med krydret tomatsauce. Det er billigt og smager rigtig dejligt til. Denne ret jeg har lavet er til fire sultne mennesker, eller to gange aftensmad for to mennesker.

Gnoccien er baseret på opskriften "kartoffelgnocci" fra den italienske kogebogsbibel "Sølvskeen". Dog har jeg her lavet en lidt anderledes variant. 

Find opskriften nederst på siden.


Først tilbereder du gnoccidejen. Du starter med at koge et kg kartofler med skræl på i rigelig tid. Hvis du ikke har en kartoffelmoser (det har jeg fx ikke), kan du koge dem i lidt ekstra tid, da det gør kartoflerne nemmere at mose bagefter. Stik en gaffel eller en kødpind i en af kartoflerne, når du har kogt dem i et stykke tid. Hvis den uden videre smutter ud og ned i gryden igen, har kartoflerne fået nok. Hæld vandet fra og tag en lille urtekniv og hiv forsigtigt skrællet af kartoflerne.

Saml alle kartoflerne i en skål, tag en gaffel og mos kartoflerne godt. De skal være helt moste. Rør mel, æg, lidt salt og et skvæt olivenolie i dejen. 


For at dejen skulle smage af noget tilføjede jeg oregano, et fed presset hvidløg og stærk cayennepeber. Jeg har ikke kunne opdrive denne cayennepeber i Danmark, og derfor køber jeg den religiøst, når jeg er i Frankrig. Den minder utrolig meget om chili. Den er stærkere en almindelig cayenne. Derfor kan du også benytte chili. Oregano er jo obligatorisk for det italienske køkken, og hver gang jeg bruger det i mad, bruger jeg det altid meget liberalt. Man kan aldrig få for meget oregano i maden. Bland krydderierne i dejen og ælt indtil dejen er elastisk. Pas på med ikke at tilsætte for meget mel. Ælt det, som du ville med et brød, indtil det er medgørligt og ikke klistrer for meget. 


Nu skal du lave gnoccierne. Start med at koge en gryde med vand tilsat salt. Tag et pænt stykke af dejen og rul det ud til en lang tynd pølse. Nu skal du skære den over i bitte små stykker, som du kan se på billedet. Pas på stykkerne ikke bliver for store, da det vil virke meget voldsomt og gummiagtigt i munden, når du spiser dem. Fordel dem på et stykke bagepapir med det samme. Læg dem endelig ikke en skål, da de så klistrer sammen, og så kan du sådan set starte forfra. 

Plop gnoccierne ned i gryden - tag en håndfuld eller to ad gangen. Det dejlige ved gnoccier er, at de fortæller dig selv, hvornår de er færdige. Når de stiger til vejrs, er de færdige, og du kan fjerne dem med en hulske og hælde over i en skål. Mens du laver gnoccierne, kan du også lave saucen. Jeg har ikke taget billeder af saucen i denne omgang, da saucen er temmelig standard. Jeg brugte et hakket løg, en dåse hakkede tomater og overøste med en liberal omgang oregano, herbes de provence (du kan også bruge rosmarin, basilikum og timian) to fed presset hvidløg, chili og salt. Det vigtigste er, at du fylder saucen med krydderier, så den virkelig smager af noget. Du skal ikke være bange for at give den gas med smagssanser i saucen.


Forvent at gnoccierne vokser lidt i vandet. Her på billedet kan du se en halv portion af gnoccidejen. Server gnoccien med tomatsaucen og din yndlingssalat. 

Velbekomme.

Opskrift: Hvidløgsgnocci i krydret tomatsauce

Tid: ca. en time Antal personer: 4 sultne voksne mennesker Pris: (uden salat) 15 kr

Gnoccidej:

1 kg kartofler
1 æg
120-200 g hvedemel
1 skvæt olivenolie
salt

Krydderier til gnoccidej:

Oregano
Cayenne eller chili (et til to drys med hånden)
1 fed presset hvidløg
lidt salt

Krydret tomatsauce:

1 dåse hakkede tomater
1 løg
2 fed presset hvidløg
lidt olie
salt og peber
Oregano
Herbes de provence (kan udelades)
Chili (et til to drys med hånden.. eller mere.. alt efter hvor stærk du ønsker den).

Sådan gør du:

Kog kartoflerne med skræl til de er møre. Hæld vandet fra, og mens de er varme, hiv skrællet af med en urtekniv. Hæld kartoflerne op i en skål og mos dem med en gaffel, mens de er varme. Rør 120 g mel, et æg, olivenolie og krydderier i og rør rundt. Ælt sammen med lidt mere mel, indtil dejen bliver elastisk. Tril dejen ud til lange, tynde pølser, og skær dem ud i små stykker. Læg dem på et stykke bagepapir, så de ikke klistrer sammen. 

Bring en gryde med letsaltet vand i kog og læg en til to håndfulde gnoccier i ad gange. Tag dem op med en hulske, når de stiger op til overfladen. De må ikke koge for længe. 

Varm lidt olie i bunden af en anden gryde og hak et løg. Tilføj løget i gryden. Rør rundt i et minut eller to. Tilføj en dåse tomater. Tilføj lidt vand. Tilføj hvidløg, salt, peber, chili og en liberal omgang oregano.

Server gnocci med saucen ved siden af og en dejlig stor skål salat. 

Fx. denne her med avokado, mozzarella ost, tomater, frisk basilikum og vignarette dressing. 










Continue Reading
Yougurtdumplins i kokossauce




Denne ret er baseret på opskriften Pitod ka saag, som du kan finde i bogen Curry Cuisine. Her har jeg dog lavet min egen variant. Den stammer fra Nordindien, og tager lidt tid at lave, så planlæg at tilberede den en dag du har masser af tid.

Opskriften består primært af kikærter og yougurt, så den er såre simpel i ingredienser. Der, hvor der kan være en lille udfordring, er i krydderier.  Jeg har brugt ca 35 kroner på ingredienser, og faktisk er det dyreste i budgettet, hvis du allerede har et basislager af krydderier, den græske yougurt. (Hvorfor er yougurt lige pludselig blevet så dyrt?) Opskriften er beregnet til 3 sultne mennesker.

Find opskriften nederst på siden.

Først laver du dumplingerne, ved først at lave kikærtemel. Start med at tilberede kikærterne, ved at lægge dem i blød og koge dem. Nu skal du lave kikærtemel. Du skal ikke bruge særlig mange kikærter, når du skal male dem til mel. 200 gram er mere end rigeligt. Start med at skylle kikærterne.

Herefter hælder du dem over en minihakker, foodprocessor eller blender og trykker på knappen, så de bliver hakket til fint mel.



Du må endelig ikke tage fejl af kikærtemel og hummus. En dåse hummus kan ikke bruges i stedet for kikærtemel. 
Tilføj yougurt, 2 kopper vand og krydderier.


Jeg har i denne opskrift brugt Garam Masala, Gurkemeje, salt, sukker og stødt citrongræs. Det sidste brugte jeg fordi jeg ikke havde frisk eller stødt ingefær. Hvis du har ingefær så tag et stykke på ca 2,5 cm og hak det fint. Tilføj krydderierne i yougurtmassen.

Nu skal du bruge fennikelfrø.


Opvarm en pande med olie og drys fennikelfrø over og sauter dem. Efter et minut tilføjer du yougurtblandingen. Du skal nu røre rundt i blandingen, indtil blanding bliver tyk, som en blød dej. Dette tager ca en halv time. Hvis dejen ikke bliver blød efter en halv time, kan du tilføje mere kikærtemel. Når dejen er klar, hælder du den over i en smurt, firkantet kageform. Sæt den på køl i køleskabet i en halv time eller indtil den bliver lige som en kage.


Nu skal du lave sovsen. Her skal du bruge yougurt, en dåse kokosmælk, løg og krydderier.


Limejuice (du kan også bruge citron), chili, hel spidskommen og stødt koriander.
Start med at opvarme olie i en gryde, mens du hakker et løg og drys med hel spidskommen over olien. Når spidskommen har fået lidt varme tilføjer du løg. Tilføj kokosmælk, en lille smule yougurt og resten af krydderierne - vent dog med limejuicen. Tilføj salt. Rør rundt. Kog op. Tilføj vand. Lad den simre. Smag til med sukker.

Tag "yougurtkagen" ud af køleskabet og skær den ind medium firkanter. Disse firkanter skal nu steges på en pande med smør, som du ville med frikadeller. Det er ikke lige nemt med de der dumplins. Jeg bandede en del undervejs, fordi de knækker nemt. 
Hvis du ønsker at spise denne ret med ris, skal du også tilberede risen nu. Gå over til saucen og tilføj limejuice. Når alle dumplins er blevet tilberedt, er retten parat. Spis på en bund af ris, og overhæld med kokossauce. Mums. 

Velbekomme.

Opskrift: Yougurtdumplins i kokossauce

Tid: et par timer Antal personer: 3 sultne Pris: ca. 35 kroner

Dumplins:


  • 200 g kikærter
  • 750 g græsk yougurt

Krydderier til dumplins:


  • 1 tsk salt
  • ½ sukker
  • ½ garam masala
  • ½ tsk gurkemeje
  • ingefær (2,5 cm) eller stødt citrongræs, 1-2 tsk
  • olie
  • 1 tsk fennikelfrø

Kokossauce:


  • olie
  • 1 løg
  • 1 dåse kokosmælk
  • lidt yougurt

Krydderier til saucen:


  • 2 tsk stødt koriander
  • ½ tsk gurkemeje
  • ½ chili pulver
  • salt/sukker efter behov
  • limejuice, en skvæt

Sådan gør du: 

200 g kikærter skylles under vand og hældes i blender og males til mel, hældes i skål. Tilføj græsk yougurt, vand, salt, gurkemeje, garam masala og ingefær/citrongræs. 

Opvarm olie i en pande og tilføj fennikelfrø. Sauter og tilføj yougurtblandingen. Rør rundt konstant indtil dejen bliver tyk og blød. Regn med ca 30 minutter. Hæld dejen over i en smurt kageform og stil på køl i ca 30 minutter, indtil dejen bliver kage-agtig.

Tilbered sauce ved at opvarm olie i en gryde og drys med spidskommenfrø mens du hakker et løg. Tilføj løg og rør rundt i gryden. Tilføj indhold fra en dåse kokosmælk, lidt yougurt og stødt koriander, gurkemeje, chili og salt. Rør rundt. Kog op og lad den simre. Tilføj lidt vand. Smag til med sukker og limejuice.

Tag yougurtkagen ud af køleskabet og skær den i medium størrelse firkanter. Opvarm smør på en pande og rist dem, som du ville frikadeller. Kog ris imens. Server dumplins på en bund af ris med sauce. 







Continue Reading